Børnehuset Sæbygårdvej er et dejligt, indbydende hus med skøn legeplads og tæt skoven. Vi er en aldersintegreret institution 0-6 år.
Børnene i Børnehuset er inddelt således: I Vuggestuen hedder børnene Billerne og på de 3 børnehave stuer hedder de: Græshopperne, Frøerne og Sommerfuglene. Vi er en alders integreret institution og vi lægger vægt på at børn lærer af hinanden på tværs af alder. Vi vil gerne være medskaber til at børn hjælper hinanden, og lærer at VI ikke alle KAN det samme, men at vi alle gør det så godt vi kan. I vores børnehus har vi fokus på begreberne som Empati, tryghed og nære relationer. I hverdagen ser vi vigtigheden af at børn er i trygge omgivelser, så der er plads til at danne venskaber og tid til fordybelse i legen. Vi har fokus på den gode relation mellem børn – voksen, men vægter også relationen højt mellem forældre og de voksne i børnehuset.
Børnehuset Sæbygårdvej har TRYGHED som nøgleord i forhold til at skabe trivsel, læring og udvikling, både hos det enkelte barn og i børnefællesskabet. Tryghed i forhold til rammerne er vigtige, men trygheden i forhold til barnets daglige relationer, både i forhold til voksne og børn, har en helt særlig betydning. Relationer som er anerkendende og inkluderende. En tryghed som gør, at barnet får lyst og mod til at lære og udvikle sig. Mod til at udfordre sig selv, og mod til at øve sig igen og igen, indtil barnet mestrer det ”nye”. Denne tryghed hånd i hånd med, at barnet tillidsfuldt ved, at den/de voksne nok skal støtte, guide og gribe barnet, når det er nødvendigt.
For at understøtte dette har vi fokus på, at
- vi har en genkendelig hverdag, med en struktur og fast rytme, som børn kan føle sig trygge ved, men også en hverdag, hvor der er plads til spontanitet
- alle børn mødes om morgenen, for at føle sig velkommen og værdifuld for fællesskabet
- vi får sagt farvel til alle børn (og forældre) med et par venlige ord om, hvad barnet har oplevet/lært i løbet af dagen
- barnet får lov til - og bliver støttet til - selvhjulpenhed, indtil barnet mestrer det nye
- vi dagligt skaber situationer, hvor det enkelte barn i ro og mag får mulighed for at udtrykke sig, og bliver lyttet til
- barnet bliver støttet i at indgå i såvel små som store børnefællesskaber – både gennem leg, planlagte aktiviteter og hverdagssituationer
- hvert barn har en fast kontaktpædagog, men at vi tilstræber, at alle husets voksne har en god og sund relation til alle husets børn og på den måde er med til at drage omsorg for det enkelte barn.
Det er vores pædagogiske ansvar at inkludere alle husets børn. Tryghed er en væsentlig faktor i inklusionsprocessen, både for børn som individer, men også for børn i børnefællesskaber.
Under afsnittene "praktiske oplysninger" , "Velkommen i vuggestuen" og "Velkommen i børnehaven" kan du blandt andet orientere dig om husets daglige rytme og hvilket tøj, der skal ligge i barnets garderobe.
Generelt kan vi opfordre dig til at orientere dig rundt på hjemmesiden. Blandt andet afsnittet "Information" indeholder oplysninger, der går på tværs af alle dagtilbuddene i Dagtilbudsområde Syd.