Velkommen til min dagpleje på Solsbækvej 178.
Jeg hedder Ann-Katrine. Jeg er uddannet cand.scient.med., men valgte i 2023 at følge min passion for børns udvikling og trivsel, hvor jeg arbejdede i en integreret institution i Sæby. Jeg startede i Dagplejen i marts 2025.
Hos mig møder i et levende hjem med en uformel tone, hygge og en masse hjerterum. Jeg bor sammen med min forlovede, Lasse, og vores tre dejlige børn: Rie fra 2022, Nikolaj fra 2020 og Axel fra 2017. Vi har ingen husdyr og lever 100% røgfrit.
Hvad laver vi hos mig?
Jeg bor tæt på stranden, en lille skov og er omringet af grønne områder, som vi nyder at benytte. Vi både går og cykler rundt i Sæby og finder eventyr. Vi tager også på besøg hos vores dagplejevenner.
Indenfor har vi en stor stue, hvor vi både leger og spiser. Det er dejligt med meget plads, hvor vi kan trække os ud og finde en god legezone. Vi udfordrer vores sanser, vores motorik, synger og danser sammen, bliver klogere på os selv og verden omkring os. Men fælles for det hele er, at vi fordyber os i alt, vi laver.
Hvordan arbejder jeg?
Her dyrkes børnenes leg i alle henseender, da jeg anser leg som den gennemgående faktor for læring og udvikling. Jeg arbejder ud fra børnesynet “børn gør det godt, hvis de kan”, hvor jeg sikrer, at dit barn oplever mestring. Jeg arbejder bevidst med Den Styrkede Pædagogiske Læreplan bl.a. med mit eget årshjul. Men her har vi ikke travlt: vi tager den tid, det tager, og former dagen ud fra børnenes forudsætninger, og hvad de er optaget af.
Hvad vægter jeg i samarbejdet med jer?
I er som forældre de vigtigste medspillere i jeres barns liv, og derfor vægter jeg vores samarbejde utroligt højt. Er I trygge hos mig, er jeres barn også tryg. Vores samarbejde bygger på ærlighed, gennemsigtighed, respekt og tillid. Herved understøtter vi bedst jeres barns trivsel og udvikling, så de er klar til at tage de næste skridt ud i den store verden.
Jeg ser frem til at møde jeres barn og jer.
Kom indenfor i Ann-Katrines dagpleje: