Velkommen i vuggestue hos Børnehuset Sættravej og hermed velkommen hos Mariehønsene og Humlebierne. På denne side ser I informationer, der er målrettet vuggestuedelen. Der er et tilsvarende afsnit, som er målrettet husets børnehavedel og her ud over findes afsnittet "Praktiske oplysninger", der gælder på tværs af hele huset. Dette afsnit indeholder blandt andet kontaktoplysninger og oplysning om husets åbningstider.
Vores vuggestue er aldersintegreret. 4 gange om ugen samles de ældste børn på tværs af stuerne i en ældstegruppe, som vi kalder Sommerfuglene. Vi har sampasning på tværs af de to stuer i morgentimerne og i eftermiddagstimerne og sikrer på denne måde også, at børnene har kendskab til hele personalegruppen i vuggestuedelen.
Opstart i vuggestuen
Når man er ny i vuggestuen, er det vigtigt at få en god start. Vi vægter højt at følge barnets behov, så I forældre må beregne flere korte dage til jeres barns opstart. Dette planlægger vi sammen med jer ved første for-besøg.
Når barnet møder ind om morgenen, skal I sørge for at barnet vasker sine hænder på badeværelset inden barnet kommer ind på stuen. Dette kan være med til at holde barnets første syge dage nede. I kan som forældre, med fordel gøre det igen, når I henter barnet.
Selvhjælp
Vi arbejder med at styrke børnenes selvværd, bl.a. ved at gøre børnene selvstændige og selvhjulpne. Det gør vi blandt andet ved at lære barnet selv at tage tøj og sko af og på. Her kan I forældre hjælpe jeres barn, ved at holde orden i barnets garderobe og sørger for, at barnet selv kan komme til sine ting.
Samarbejde med forældre
Vi vægter et godt samarbejde fra starten af. Derfor er det vigtigt for os at mødes med jer forældre inden opstart og have en snak om jeres barn. På dette møde har I mulighed for at få stillet spørgsmål og det samme har vi. Vi tilbyder en 3. måneders samtale efter barnets opstart, hvis I som forældre ønsker dette, til lige at snakke om den første tid og eventuelle spørgsmål, der måtte være kommet.
Overgange
Vi har en samtale inden overlevering til børnehaven, dette for at sikre, at vi får lavet en god overlevering til børnehaven. Samtalen er ligeledes en god mulighed for jer forældre, til at møde barnets nye pædagog i børnehaven.
Ellers er der altid mulighed for at prikke os på skulderen og aftale et tidspunkt, hvor vi kan mødes og snakke omkring jeres barn.
I overgangen til børnehaven, vil vi sørge for en glidende overgang. Sommerfuglene vil en gang om ugen gå på besøg på i børnehaven og på den måde skabe kendskab til både de fysiske rammer, børnene og personalet i børnehaven.
Dagens rytme i vuggestuen
Kl. 6:45 åbner vuggestuen
Frem til 7:15 tilbydes morgenmad
kl. 8:30 serveres der formiddagsmad
Herefter forskellige aktiviteter, som ture ud af huset, gymnastik, projekter og legeplads
kl. 11:00 tilbydes frokost
Kl. 13:45 serveres der eftermiddagsmad og derefter leg
Søvn
I vuggestuen får alle børn tilbudt en middagslur. De mindste børn sover 2 gange om dagen. Alle børn bliver hygget og puslet om, før de bliver lagt til at sove i deres barnevogn eller krybbe. Vi respekterer det enkelte barns behov for sut, sutteklud eller bamse. Intet barn får lov til at græde sig i søvn.
Sut
Jeres barn må gerne bruge sut i vuggestuen, når det sover eller skal trøstes. Al forskning viser, at brug af sut hæmmer børnenes lyde og sprogudvikling. Derfor prøver vi at begrænse brugen af sut og håber I vil støtte op om dette. Det er jer forældre, som medbringer sutter og også vedligeholder sutter. Husk at skrive navn på. På grund af sikkerhed bruges ikke suttesnor i vuggestuen.
Kost
Hver dag serveres mad i vuggestuen. Hver uge vil man på AULA kunne følge med i, hvad menuen består af i den aktuelle uge.
Vi bestræber os på at lave en varieret og sund kost for vores vuggestue børn.
Fødselsdag
Vi hænger en seddel på hoveddøren, så alle der møder ind i vuggestuen, ved hvem der har fødselsdag i dag. Vi hænger også en seddel på barnets garderobe. På stuerne synger vi fødselsdagssang og sætter et flag frem.
Skiftetøj/overtøj
Hvert barn vil have deres egen garderobe med kasse. I kassen står der, hvad vi forventer kassen indeholder. På den måde er det nemt lige at få et overblik over, hvad der eventuelt mangler.
Vinter: flyverdragt, varm trøje, elefanthue, vanter (højst med tommelfinger), varme støvler og futsko
Sommer: Regntøj, gummistøvler, jakke/trøje, tynd elefanthue, termotøj, gode sko, solhat og futsko
Skiftetøj: bukser, trøje, undertøj, strømper
Sovetøj: trøje eller dragt, elefanthue, vanter og eventuelt varme sokker
Forældre skal medbringe bleer i passende størrelse, til eget barn. Bleerne lægges i barnets kasse i puslerummet. I forhold til bleer, bedes I selv holde øje, om der mangler, ellers giver vi en "reminder". Af praktiske årsager vil vi gerne undgå buksebleer.